SORGGRUPPE & TRÆNING
FOR KVINDER DER HAR MISTET børn
2. oktober 2024 - 11. december 2024
Onsdage kl. 10 -12.15
Efterfødselsforløb med fokus på samtale om sorgen og dit barn, viden om sorg, sparring og støtte af andre kvinder der har mistet, træning af mave, bækkenbund og ryg, afspænding og vejrtrækningsteknikker.
Sorggruppe & Træning for kvinder der har mistet
Hvor og hvornår?
10 undervisningsgange á 135 minutter. Onsdage fra kl. 10-12.15 Periode: 2. oktober 2024 - 11. december 2024 (ingen undervisning uge 42) Forløbet foregår på Academy Copenhagen i Lyngby, som ligger 100 meter fra Lyngby storcenters p-kælder. Vi skal være i et stort, dejligt og lyst lokale, og der er et køkken, hvor du kan lave te og kaffe. ADRESSE: Academy Copenhagen Lyngby Hovedgade 41, 1. sal 2800 Kongens Lyngby Du lukker dig ind ved at trykke på knappen "Academy Copenhagen"
Hvad koster det?
Forløbet koster 1500kr. for 10 gange á 135 min. varighed pr. gang.
Hvordan melder jeg mig til?
Du skriver en mail eller ringer til mig for tilmelding. Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til forløbet eller din situation i forholdet til deltagelse. JEANETTE MUNZERT munzertjeanette@gmail.com Tlf. 53539682
Hvor mange er der på holdet?
Det bliver et lille hold på maks. 8 deltagere. Alt efter tilmeldinger skal du regne med, at holdet bliver mellem 4 og 8 personer, som alle er kvinder. Du skal som udgangspunkt tilmelde dig alle 10 gange, da det skaber det bedste forløb for dig og giver den største tryghed i gruppen. Hvis du er udfordret af forskellige forhold, så kontakt mig for at høre nærmere om dine muligheder.
KÆRE DIG
Du har fundet hen til denne side, fordi du har mistet dit barn. Måske mistede du undervejs i graviditeten, måske mistede du ved termin, ved fødslen, eller efter I var kommet hjem. Det er underordnet, for sorg er sorg og fælles for denne sorg er, at du har mistet dit barn, din drøm, muligheden for at holde dit barn i dine arme, give det den kærlighed du har i dig og muligheden for at se dit barn vokse op. Samtidig står du med en krop der lige har født eller været igennem et kejsersnit, din krop er fyldt med hormoner og samtidig er den i dyb dyb sorg. Alle disse tanker og følelser, en krop der holder på et traume, en verden der forventer at man kan vende tilbage til den, selvom det måske føles umuligt lige nu. Og hvor skal du gå hen med disse tanker og følelser? Hvor skal du gå hen med din krop, der ligner en der lige har født, men du har ikke nogen baby i dine arme? Hvor skal du gå til efterfødselstræning, hvor der ikke er børn? Hvor skal du bearbejde det traume din krop med stor sandsynlighed bærer rundt på?
På dette kursus er der plads til det hele. Der er plads til dig, din krop, dine tanker, din sorg, din smerte og dit barn, selvom det ikke kan være med dig. Jeg sørger for at skabe et rum for jer kvinder, som er trygt og relationsskabende. Et sted hvor man kan komme, uanset om man tidligere har trænet meget, eller aldrig trænet før, da det bliver fokuseret træning på de dele af kroppen der skal stabiliseres, styrkes og afspændes.
Jeg kan ikke fjerne din sorg eller din smerte, men jeg håber at dette hold kan give dig et frirum, et sted hvor du kan være, med alt hvad der er dig. Jeg håber der kan dannes bånd mellem jer kvinder, så I kan bruge hinanden og måske danne venskaber bundet sammen af det I har mistet. Og så håber jeg, at du og din krop kan genfinde en balance og at du føler dig mere styrket når de 10 gange er slut.
Dit barn vil altid være med dig og bo i dit hjerte, ligesom majskolben på billedet, som har boet trygt og godt i sin moders beskyttende indpakning.
OM FORLØBET
SAMTALEGRUPPEN
Hvordan foregår samtalegruppen?
Når vi mødes første gang, vil jeg starte med at fortælle lidt om mig selv og min baggrund for at oprette et efterfødselshold for jer, der har mistet et spædbarn under graviditeten eller efter. Jeg vil introducere jer til sorg, to-sporsmodellen, og hvorfor vi mennesker føler sorg ved tab. Sorg er en manifestation af kærlighed, og kærlighed er uundværlig. Herefter vil I få mulighed for at dele det, I har lyst til, om jer selv og jeres barn. Måske ønsker I at dele oplevelsen af fødslen eller kejsersnittet, eller måske har du lyst til at vise et billede af din datter eller søn – alt er velkomment her på holdet. Den første gang vil vi fokusere mest på samtale, men vi afslutter med en kropsgennemgang, hvor vi spænder af og kommer i kontakt med os selv. Jeg vil introducere små øvelser, skriveterapi og frivillige opgaver, som du kan arbejde på hjemme, hvis du har lyst og føler, at det kan hjælpe dig. Vi vil også tale om, hvilke ting der kan genoprette livskvaliteten, og jeg vil støtte og guide dig til at finde øjeblikke af glæde igen. De følgende gange starter vi med træning i cirka 45 minutter, hvorefter vi tager en lille pause, hvor I kan benytte toiletterne eller lave en kop kaffe eller te. Derefter sætter vi os i en cirkel, hvor jeg vil lede gruppen og sørge for, at alle får mulighed for at dele og lytte til hinandens behov for samtaleemner. I samtalegruppen vil der være rigeligt med Kleenex, og tårer vil sandsynligvis flyde frit. Men med tiden vil der også være plads til grin, stolthed over jeres børn, som I har skabt og et stærkt fællesskab i gruppen.
Hvad kan samtalerne komme til at omhandle?
Som underviser og facilitator er min opgave at skabe et rum, hvor alt er tilladt at tale om – både de svære, de grimme, de smukke følelser og alt derimellem. Det kan være udfordrende for din familie og dine venner at forstå din sorg eller være der nok for dig. Vi kan tale om parforholdet, om hvordan sorgen kan manifestere sig på forskellige måder, og hvordan I bedst støtter hinanden. Hvis du er alenemor, kan vi tale om, hvordan du klarer sorgen alene. Måske har du brug for at tale om kommende højtider eller mærkedage, der virker uoverskuelige, om at vende tilbage til arbejdet, sygemelding, andre søskende, eller måske bærer du på en skyldfølelse eller et ubesvaret spørgsmål om, hvorfor dit barn skulle dø. Uanset om det er tro, vrede, uretfærdighed eller noget andet, der fylder for dig – her er der plads til det. I kan bruge hinanden til at sparre med og være vidne til det, der er svært, så du kan opleve, at du ikke er alene. Undervisningen kan variere fra gang til gang, men som udgangspunkt vil jeg afslutte dagen med en afspændingsrunde.
Hvorfor samtalegruppe?
Gruppeterapi har været anvendt i mange år, fordi det har en gavnlig effekt på flere parametre. I en gruppe kan man spejle sig i hinandens problemstillinger og dele det, der er svært. Når vi bevidner hinandens fortællinger, føler vi os set og forstået som mennesker. Vi bliver mindre alene og får en dybere forståelse af os selv. Derudover kan der være mange svære følelser forbundet med at miste et barn – følelser, der kan være tabubelagte eller svære at udtrykke, såsom vrede, jalousi, skam og skyld. Alle disse følelser er vigtige, da de har noget at fortælle os. Det er noget, vi må arbejde med i os selv, fordi det ofte er svært at bære dem alene. Der er et udtryk, der siger: 'Skam tåler ikke dagens lys' – et udtryk, der også kan gælde for de andre nævnte følelser. Hvis du sidder med en følelse, der ikke er rar efter at have mistet dit barn, og som fylder meget for dig, kan samtalegruppen være en mulighed for at få belyst og anerkendt, at du har det, som du har det. Måske kan denne følelse af ubehag endda forsvinde, når vi kaster lys over den. Jeg kommer ikke til at udøve terapi i gruppen, men jeg vil aktivt bruge min viden som psykoterapeutstuderende i alt, hvad jeg ved om empatisk kommunikation, spejling og aktiv lytning. Derudover har jeg selv mistet min datter for fire år siden og forstår derfor den smerte og sorg, I som forældre kommer med.
TRÆNINGEN
Hvordan foregår træningen
OBS! Du skal medbringe din egen yogamåtte til forløbet. Vi vil fokusere på at styrke kroppen, så du kan genvinde stabilitet og styrke efter din graviditet. Vi arbejder med træning af maven, bækkenbunden, ryggen og nakken. Derudover vil vi arbejde med vejrtrækning, afspænding af kroppen samt aktiv lytning til kroppens signaler. Målet er ikke at opnå en toptrænet krop, men at styrke din kerne, bearbejde eventuelle traumer i kroppen og arbejde med sorgen gennem kroppen. Krop og sind hænger sammen, og sorg kan være slidsomt for hele din organisme.
Hvorfor bruge kroppen når man er i sorg?
Uanset hvornår du har mistet, er din krop belastet og har brug for genoptræning efter graviditet, fødsel eller kejsersnit. Derudover kan din krop være spændt op, anstrengt og i ubalance. Når man er i sorg, påvirker det hele nervesystemet. Nogle oplever at miste hår, blive gråhårede, få lyst til at trøstespise eller slet ikke spise. Man kan opleve udefinerbare smerter, hjertesorg, hvor det fysisk gør ondt i hjertet, smerter i solar plexus og ondt i maven. Alle disse tegn er kroppens måde at bearbejde sorg på. Derfor er det enormt vigtigt at arbejde med kroppen, når man har mistet et barn. Samtidig skal kroppen ikke udsættes for yderligere stress, og derfor vil min træning fokusere på stabilitet og afspænding.